Fremgang for Toms Gruppen A/S
Et underskud i 2005 på 15,8 mio. er blevet vendt til et overskud på 55,2 mio. kr. i 2006. Toms Gruppen forventer, at den positive udvikling vil fortsætte i 2007 - primært drevet af vækst i efterspørgslen af kvalitetschokolade på eksportmarkeder.
Toms Gruppens omsætning blev 1380,8 mio. kr. mod 1.747,3 mio. kr. året før. Nedgangen i omsætning skyldes frasalget af de engelske aktiviteter ultimo 2005. Omsætningen i den tilbageværende forretning steg med 2,1% i et marked præget af intens konkurrence.
Resultat af primær drift før særlige poster steg med 3,2 mio. kr. til 86,2 mio. kr. Korrigeret for frasalget af den engelske forretning var stigningen i resultat af primær drift på 20,6%.
”Vi er tilfredse med den positive økonomiske udvikling” siger Jesper Møller, administrerende direktør for Toms Gruppen A/S. ”Resultatet skyldes en kombination af nye produktlanceringer på vore hovedmarkeder, en fokusering af vores salgs- og markedsføringsindsats og fortsat effektivisering af produktionen på vore tre fabrikker. Hele organisationen har således bidraget til resultatforbedringen”.
Årets resultat blev et overskud efter skat på 55,2 mio. kr. mod et underskud på kr. 15,8 mio. kr. i 2005, hvor resultatet blev trukket ned af særlige poster relateret til det omtalte frasalg.
”Vores primære fokus i de kommende år vil være organisk vækst på udvalgte eksportmarkeder drevet af lanceringer af en række nye chokolade produkter af høj kvalitet. Kendte brands som blandt andet Anthon Berg er med til at positionere os i et kvalitetssegment, hvor efterspørgslen stiger, og hvor vi står godt rustet til at vinde markedsandele i de kommende år”, siger Jesper Møller.
Årsrapporten kan ses på Toms Gruppens hjemmeside.
Toms Gruppen
|